Fra USA og Canada flyver millioner af Monarksommerfugle op mod 3500 km hvert år ned mod det samme, træbevoksede højdedrag i Mexico, hvor de samles og overvintrer, for med foråret igen at flyve nordpå. Hvordan gør de det? Man mener, at de dels er udstyret med et ”solkompas” og dels følger den naturlige tragt, som den Mexicanske Golf udgør i øst og Rocky Mountains i vest.
På samme måde udgøres moderne arbejdspladser af mange forskellige mennesker med forskellige baggrunde, erfaringer og viden, der arbejder i forskellige retninger mod det samme mål, hjulpet af indre motivation og ydre rammer. Den kompleksitet, man som leder og medarbejder i dag skal navigere i, kan til tider opleves som kaotisk, og man kan let miste overblikket for en stund. Jeg hjælper arbejdspladser med at styrke eller genfinde retningen, engagementet og tiltroen til hinanden, så I kan mødes samme sted.